Coarctatio aortae
Indhold
Figur 1. Coarctatio aortae.
Indledning ⇑
Coarctatio aortae er en medfødt forsnævring af aorta efter arcus aortae (Figur 1). Tilstanden udgør ca. 6-8% af de medfødte hjertefejl og kan forekomme isoleret eller i kombination med andre hjertefejl. Op mod 50% af patienter med coarctation har en bicuspid aortaklap.
Afhængig af obstruktionsgraden kan coarctatio optræde som neonatalt coarctationssyndrom eller i mildere former.
Symptomer ⇑
Se også Cardio.dk - NBV - Medfødte hjertesygdomme (Coarctatio aortae)
Coarctationssyndromet debuterer typisk i 2.-3. leveuge med pludseligt indsættende venstresidig hjerteinsufficiens, forårsaget af lukning af ductus, som indtil da har sikret blodforsyningen til underkroppen (Figur 2a og 2b). Lukningen medfører betydelig og hurtig øgning i afterload med svigt at venstre ventrikel, der både bliver hypertrofisk og dilateret.
De fleste lettere former opdages ved påvisning af forhøjet BT. Klassisk findes betydende BT-forskel mellem over- og underekstremiteterne samt svage eller manglende lyskepulse. Symptomer omfatter hovedpine og svimmelhed samt symptomer på nedsat perfusion distalt for stenosen (abdominal angina, claudicatio intermittens, kolde fødder). Gennemsnitsalderen for diagnostik af ikke akut coarctatio er ca. 12 år (Figur 3a og 3b).
Patienter bliver ikke dårlige på samme måde som ved coarctationssyndromet da coarctationen typisk er mindre snæver og der over tid har udviklet kollateraler der leder blodet uden om coarctationen (Figur 4a og 4b).
Ekkokardiografi ⇑
Diagnostik af coarctatio aorta med ekkokardiografi tager primært udgangspunkt i den suprasternal projektion. Her kan forsnævringen evt. påvises på 2D billedet (Figur 3a) evt. assisteret med color Doppler (Figur 3b).
Lige efter afgang af a. subclavia sin. ses ændret flowhastighed på color Doppler (Figur 2a) og CW Doppler viser et flow med diastolisk udstrækning (Figur 2b).
Andre billeddiagnostiske metoder som CT og MR kan også anvendes til at påvise forsnævringen (Figur 4a og 4b).
Behandling ⇑
Det neonatale coarctationssyndrom kræver hurtig kirurgisk behandling. Indtil dette er muligt opsættes prostaglandin drop mhp. at holde ductus åben.
Behandlingen af coarctatio aortae kan enten være operation eller kateterbaseret ballondudvidelse. Operationen foregår mellem ribbenene på venstre side og uden brug af hjertelungemaskine. Enten end-to-end (Figur 5a) eller ved subclavian flapoperation (Figur 5b).
Ved ballonudvidelse føres et plastickateter, med indbygget ballon i spidsen, gennem en pulsåre op til coarctationsstedet, hvorefter ballonen kortvarigt blæses op for at udvide forsnævringen. I nogle tilfælde placeres der samtidig en stent i området (Figur 6).
Både operation og ballonudvidelse er forbundet med en vis risiko for recidiv.
Figur 2a. Pige på 3 uger med coarctatio. Bemærk ændret flowhastighed efter afgang af a. subclavia sin. ![]() |
Figur 2b. Flowkurve i aorta descendens viser diastolisk udtrækning. ![]() |
Figur 3a. Coarcation hos et større barn.![]() |
Fig. 3b. Color Doppler af Figur 3a.![]() |
Figur 4a. CT scanning som viser coarctatio.![]() |
Figur 4b. Samme scanning der viser talrige kollateraler.![]() |
Figur 5a. End-to-end operation.
Figur 5b. Subclavian flapoperation.
Figur 6. Stent anlagt efter ballondilatation.





