Forberedelse og udstyr ved TEE

Forfattere: Gunnar Jensen, opdateret d. 8. august 2011

 

Forberedelse


Følgende præoperative forhold skal sikres:

  • Patienten har fastet i mindst (4)-6 timer og tørstet med tynde væsker mindst 2 timer undtagen i akutte situationer
    • Evt. risiko for ventrikelretention skal vurderes

  • Endokarditprofylakse skal overvejes hos patienter i høj risiko for endokarditis (f.eks. tidl. endokarditis)
    • Effekten er ikke dokumenteret

  • Tandproteser er fjernet

ao-dissektion-tee-lax

 

Udstyr


Undersøgelsen bør udføres med multiplan probe under EKG monitorering.

Patienten skal have en intravenøs adgang til brug ved sedation og ved komplikationer. Der skal være ilt og sug på stuen. Måling af blodtryk og iltsaturation før us. og monitorering ved behov er ønskværdigt. Der anvendes lokal svælganæstesi med feks. lidocain - effekten af anæstesien kan testes med en finger før us. Patienten udstyres med bideskinne. Der anbefales let sedation efter behov især til nervøse eller svært påvirkede patienter - typisk 2-4 mg midazolam (0,075 mg/kg) eller mindre. Ved anvendelse af sedativa skal der være umiddelbar adgang til antidot (feks. flumazenil 0,3-0,6 mg).

Spidsen af proben skal være løs (ikke fikseret) ved indføringen. Patienten skal lejres i sideleje for at tillade spytsekretion uden aspiration. Hos intuberede patienter kan proben evt. indføres under laryngoskopisk vejledning. Ved persisterende modstand under indføringen skal undersøgelsen afsluttes og patienten skal endoskoperes før nyt forsøg.

Efter undersøgelsen skal proben desinficeres og inspiceres for defekter inkl. isolationsdefekter. Nogle steder anvendes beskyttende gummiovertræk.